23948sdkhjf

Virksomhederne investerer stadig mere i IT

Men de mindste halter bagefter.
Danske virksomheder bruger stadig flere penge på IT, fortæller Dansk Erhverv i en pressemeddelelse.

De store investerer mest per medarbejder. Dermed bekræfter tallet, at de små- og mellemstore virksomheder halter bagefter med at få digitaliseret.

53,6 mia. kr. investerede danske virksomheder med mere end 10 ansatte i 2014 i software, hardware, it-systemer og konsulentbistand. Dermed er investeringerne i it steget med knap 3 pct. i forhold til året før, viser nye tal fra Danmarks Statistik.

- Tallene afspejler, at danske virksomheder har fået stor appetit på at investere i it. Det er rigtigt set, for de digitale teknologier rummer en stor portion af den konkurrencekraft, som danske virksomheder har brug for i dag og fremover, siger Janus Sandsgaard, fagchef for IT og digitalisering i Dansk Erhverv og fortsætter:

- Der sker væsentlige ændringer i konkurrencebilledet i disse år. Nye forretningsmodeller og helt nye aktører opstår i kølvandet på de digitale teknologiers muligheder. Eksisterende spillere kan ikke vide sig sikre, selvom de måske i dag sidder med et godt marked, og man investerer for at holde sig på forkant.

IT gør det ikke alene
I IT Branchen understreger administrerende direktør i IT-Branchen, Birgitte Hass, at danske virksomheder ikke kan læne sig tilbage, alene fordi de kan sætte kryds ved nyt hard- eller software. Det handler meget om, at teknologierne er med til at udvikle forretningsgange.

- Etablerede og i dag solide virksomheder risikerer at blive gjort overflødige af helt nye spillere. Omvendt kan de også selv få succes med nye koncepter, forretningsmodeller og nytænkende teknologianvendelse, siger Birgitte Hass.

- I dag er det ikke nok med it, der understøtter business as usual; de digitale teknologier bliver grundlaget for at skabe helt ny forretning og vækst.

De store bruger mest
Virksomheder med mindst 100 fuldtidsansatte stod for 79 pct. af investeringerne i it i 2014. I virksomheder med mindst 100 fuldtidsansatte udgjorde it-udgifterne 72.000 kr. pr. fuldtidsansat. I virksomheder med 50-99 fuldtidsansatte var udgifterne 32.000 kr., mens virksomheder med 10-49 fuldtidsansatte brugte 29.000 kr. på it pr. fuldtidsansat.

- Det er ret velkendt, at de større virksomheder har fået hånd om it-investeringerne, mens de mindre virksomheder hænger lidt i bremsen. Det skyldes manglende likviditet, kompetencer og de daglige ressourcer til at få de digitale løsninger implementeret, siger Janus Sandsgaard.

- Der er brug for, at de små- og mellemstore også får fuld fokus på digitaliseringen – det er de nye teknologier, der får Danmark med i det nye verdensbillede, som de digitale muligheder skaber.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078